DET OBLIGATORISKE EL-EFTERSYN

El-eftersyn giver bedre el sikkerhed.

Fra 1. maj 2012 blev det obligatorisk at få lavet et eleftersyn, hvis man vil tegne en ejerskifteforsikring ved hushandel. Sikkerhedsstyrelsen håber, at den nye ordning giver bedre el sikkerhed.

Hvis du vil tegne ejerskifteforsikring ved hushandel, er det ikke længere nok med en tilstandsrapport fra en byggesagkyndig. Fra 1. maj 2012 blev det også obligatorisk at få foretaget et eleftersyn, når der tegnes denne type forsikring.

Det er frivilligt, om man som sælger vil tilslutte sig ordningen om eleftersyn ved hushandel. Et eleftersyn er dog krævet, hvis man vil fraskrive sig ansvaret for eventuelt ulovligt elarbejde i sit hus.

Ordningen er en sejr for elsikkerheden

Når du køber hus, kan du ikke være sikker på, at elinstallationerne er lovlige. Der udføres meget gør-det-selv arbejde, som ikke er godkendt. Ofte ved sælgeren ikke engang, hvad der er lavet i tidens løb af tidligere ejere. Et el-eftersyn gennemført af en autoriseret installatør vil afsløre farlige og ulovlige installation.

Vi håber, at ordningen vil medføre, at vi opdager mange af de farlige installationer, som vi ved, der findes i mange boliger. Det drejer sig ikke kun om elinstallationer, der kan medføre brand, men i høj grad også beskyttelse mod stød, hvis eksempelvis fejlstrømsafbryderen ikke virker.